Zen Shakuhachi top banner




› Det sker / Kalenderen
› Fortællingen
› Filosofien
› Luften / Lydene / Tonerne
› 'De Stående Bølger' - en CD
› Historien - Intro
› Billeder
› 'Kaidō honsoku' credo'et
› Profil / Bio
› Butikken: Fløjter & Andet
› Henvendelse
› Forsiden


Luften / Lydene / Tonerne

Musikken: 'Chōshi' - spillet af Torsten Olafsson, fra CD'en "Standing Waves"

'Chōshi' er den første Zen Shakuhachi 'honkyoku', man lærer indenfor Myōan Taizan-ha traditionen.
'Chōshi' betyder "intonering" - "stemning" ...

'Chōshi' er altid det første stykke, man spiller som opvarmning, når man begynder - det være sig i ensomhed eller i selskab med andre. Derfor får det at spille 'Chōshi' med tiden en ganske særlig betydning.


Chôshi


1.
Shakuhachi lydene skrives med 'katakana' stavelses-
skrifttegn.
Myōan Taizan-ha shakuhachi'ens fem grundtoner kaldes:
'ro', 'tsu', 're', 'chi' & 'ha'.

På en shakuhachi er 'ro' det 1. trin (prim'en), 'tsu' det 3. (den lille terts), 're' det 4. (kvarten), 'chi' det 5. (kvinten) - og 'ha' det 7. (den lille septim):
d-f-g-a-c, når fløjtens grundtone er 'd'.
En såkaldt pentaton tonerække.

I det nedre register 'otsu' hedder oktaven 'i' - i det øvre register 'kan' kaldes den samme oktavtone (prim'en) for 'ro', hvorefter igen følger 'tsu', 're', 'chi', 'ha' og 'i'.

De mange andre lyde, man kan frembringe imellem disse kernetoner i skalaen, noteres med hver sine øvrige kana-tegn.


Chôshi

2.
Her vises 'Chōshi' med tonenavnene tilføjet.
Musikken læses nedad fra øverst t.h.
Stykket består af fem hver især afsluttede tonale/melodiske forløb - her kaldet A, B, C, D & E.
A & B består af hver tre separate strofer, C & D af hver fem, mens E runder af med blot to strofer.
Mellem stroferne er der pause - stilhed - mens lungerne fylder sig med ny luft.

I de fem slutstrofer i hvert forløb falder musikken til ro enten på tonen 're' (kvarten) eller på 'ro' (prim'en/oktaven).
Undervejs bevæger melodien sig imidlertid gennem forskelligartede spændingsskabende tonetilstande.
Især toner som 'u-meri' og 'tsu-meri' frembringer en sådan fornemmelse af noget uafsluttet - som spørgsmål, der svæver i luften - forventer svar ...

'Meri' er det samme som 'b' i den vestlige musik:
Et halvtonetrin nedad.
Den modsatte bevægelse, 'kari', svarende til '#', hæver tonen et halvt trin opad.

Denne fortsatte vekslen med spænding og opløsning/
afslapning udgør hele essencen af Myōan Taizan-ha musikkens karakter - ja, af Zen Shakuhachi honkyoku traditionen som helhed.


Chôshi

3.
Her ses 'Chōshi' transskriberet til vestlig notation.
Musikken har ikke nogen fast rytmisk puls - nærmest som "rubato" i vestlig musik.
Tonernes varighed afhænger af skrifttegnenes relative størrelse: Jo større tegnet, jo længere tonen ...


Chôshi

4.
Dette er en romanisering af skrifttegnene i notationen til 'Chōshi'.
Musikken kan synges på disse stavelser, som dog ikke har nogen øvrig betydning i sig selv.


Chôshi

5.
Denne grafiske fremstilling viser, hvorledes en honkyoku som 'Chōshi' undervejs veksler mellem skarpe, trinvise toneskift og bløde glidetoner ind imellem.
Sådanne variationer er normalt ikke anskueliggjort på skrift - det er læreren, som indvier én deri.

Originalnotationen omfatter kun sjældent angivelser af selve dynamikken: Om en tone skal klinge svagt, eller kraftigt.
Dette er dybest set frit for den, der spiller. Ikke to fløjtespillere frembringer en honkyoku på nøjagtigt samme måde.
Der er dem, der spiller med stærk og klar tone, måske i ret hurtigt tempo.
Andre, som sparer mere på luften, trækker tonerne langt ud - lader stilheden imellem stroferne tale ...

Illustrationerne 2-5 blev udarbejdet i 1981 i forbindelse med en indgående analyse af notationen til de første otte honkyoku i Myōan Taizan-ha repertoiret, i relation til stykkernes faktiske udførelse i praksis. T.O.

Ind til for godt og vel 150 år siden blev Myōan Templets repertoire af 'shakuhachi'-solostykker efter alt at dømme alene overleveret fra mester til discipel næsten uden brug af notation. Den "nodeskrift", Myōan Traditionen anvender i dag, består af japanske stavelsestegn ('kata-kana'), som primært angiver lydenes rækkefølge og omtrentlige varighed.

Men, som også den amerikanske komponist, filosof og forfatter John Cage (1912-1992) har præciseret: "Lydene er ikke bogstaver!"

Lydbegivenhedernes intensitet beror ikke på det analyserende intellekt, men manifesterer det intuitivt-sig-selv-skabende.
Zen Shakuhachi transcenderer den illusoriske dualisme mellem den, der spiller, og det, der spilles.
Udøveren er ikke reduceret til fortolker af noget kompositorisk ego, men er musikken selv.
Er der overhovedet tale om nogen stræben, er det efter at ophæve konflikten mellem det tilfældiges naturlige element og beherskelsens menneskelige element:
Disciplin i spontaneïteten og spontaneïtet i disciplinen.


› Sidetoppen › Forsiden



Suizen
'Suizen' kalligrafi
af Myōan Taizan