Zen Shakuhachi top banner




› Det sker / Kalenderen
› Fortællingen
› Filosofien
› Luften / Lydene / Tonerne
› 'De Stående Bølger' - en CD
› Historien - Intro
› Billeder
› 'Kaidō honsoku' credo'et
› Profil / Bio
› Butikken: Fløjter & Andet
› Henvendelse
› Forsiden


Historien - Intro: "Fløjten uden Huller"

Af Torsten Olafsson - forfattet i anledning af Dansk-Japansk Selskabs 50-års jubilæum i 2009

Zen litteraturen er rig på skildringer af ukonventionelle, radikale personligheder. Om den kinesiske Ch'an munk
P'u-k'o fortælles det således, at han - frigjort fra al livssmerte - spontant slog en saltomortale ved sin læremester P'an-shan Pao-chi's dødsleje.

P'u-k'o levede i første halvdel af 800-tallet - i byen Chen-chou i den nordkinesiske provins Hopei. Hans samtidige, Rinzai Zen sektens grundlægger Lin-chi I-hsüan, beretter i sine optegnelser, kapt. 29, at P'u-k'o plejede at gå rundt i byens gader, ringende med sin tiggerklokke, alt imens han reciterede dette vers:

     "Det 'Lyse' kommer; det 'Lyse' rammer!
     Det 'Mørke' kommer; det 'Mørke' rammer!
     Fire Hjørner og Otte Retninger kommer;
     en hvirvelvind rammer!
     Det 'Tomme & Substansløse' kommer;
     en tærskeplejl rammer!"

På japansk:

     Myōtō rai, myōtō da!
     Antō rai, antō da!
     Shihō hachimen rai, sempū da!
     Kokū rai, renga da!



Fuke's Myōan poem)
Kalligrafi af Matsumoto Kyozan, 1985
P'u-k'o menes ikke at have haft egentlige disciple i sin egen levetid. Lidet kunne han vide, at han - og dette hans Myō-an credo - skulle danne skole i Japan, hvor han den dag i dag æres under navnet 'Fuke Zenji' - Zen munken Fuke:

Den oprindelige solomusik for langfløjten 'shakuhachi' betegnes som Fuke Shakuhachi ?
Det åndelige hovedsæde for traditionen er Myōan templet
i Kyōto ?
Et af de fineste, ældst bevarede musikstykker i repertoiret bærer titlen 'Kokū' ?


Ikkyû Sôjun
Ikkyū Sōjun portrætteret af Bokusai, 15. årh.
Den navnkundige Rinzai abbed Ikkyū Sōjun, 1394-1481, var én af Fuke's helt store japanske beundrere:
Da hans tempel Daitoku-ji i Kyōto blev genopført efter Ōnin krigens voldsomme ødelæggelser, inkluderede Ikkyū hele Fuke's Myōan motto i et af sine indvielsesdigte.
Ikkyū holdt også meget af musik og omtaler i flere af sine talrige digte især bambusfløjten shakuhachi som en kær ven.

Kantfløjten shakuhachi kom oprindeligt til Japan via Korea under Nara- og Heian-perioderne med den kinesiske hofmusik Gagaku. Disse fløjter havde seks fingerhuller: fem foran, ét på bagsiden - deres toneskala var kinesisk.


Gagaku shakuhachi af jade
Gagaku shakuhachi af jade, 7.- 8. årh.
En ny type japansk shakuhachi opnåede imidlertid udbredelse siden 1300- og 1400-tallet. Den havde blot fem fingerhuller og blev især i det 17. årh. et populært verdsligt instrument med et nyt navn: 'hitoyo-giri', som betyder "tilskåret med kun ét knæ på bambusrøret".
Dens stemning er pentaton, d.v.s. med fem toner i grundskalaen.


Hitoyogiri shakuhachi
Hitoyogiri shakuhachi, tidl. 1600-tal
Middelalderens shakuhachi udøvere var såvel musikere i det tidlige Nō teater: 'den-gaku', som blinde, lut-spillende munke - de såkaldte 'biwa-hōshi', som anvendte shakuhachi'en som en velegnet stemmepibe.


Biwa-hôshi - blind lutspillende munk
Biwa-hōshi - blind lutspillende munk, ca. 1501
Særlige grupper af buddhistiske lægmunke, 'kanjin-hijiri', indsamlede midler til forskelligartede religiøse formål - f.x. opførelsen af templer og helligdomme.
Blandt disse finder vi ikke mindst "måttemunkene", de såkaldte 'komo-sō' - her lidt ironisk karakteriseret af den kejserlige hofmand Kanrōji Motonaga i det sene 1400-tal:

"Måttemunken bærer meditations-klæder af papir og har en madbeholder fæstnet til sit liv. Jeg tvivler på, om han - udover at aflægge besøg hos såvel rig som fattig, mens han puster i sin shakuhachi - har nogen anden beskæftigelse."


Komosô måttemunk
Komosō måttemunk, ca. 1494
Fuke Zenji prædikede den eksistentielle nødvendighed i at opgive al dualistisk tankegang, som den uvægerligt kommer til udtryk i sproglige begreber.
Under omstændigheder, som vi dog ikke kender meget til, skulle Fuke snart blive den helt centrale spirituelle inspirationskilde og selve forbilledet for 1500-tallets fløjtespillende måttemunke.

I Kyōgen skuespillet 'Rakuami', sandsynligvis skabt i slutningen af 1400-tallet eller tidligt i 1500-tallet, manifesterer den afdøde hovedperson sig som et genfærd på sin egen grav - hidkaldt af en omvandrende shakuhachi-munks fløjtespil. Rakuami fremsiger da dette digt:

"Når du een gang har afskåret dualismen,
transcenderer shakuhachi'ens væsen fortid og nuvær.
Denne ene/unikke lyd [eller: "melodi"],
som blæses frem af et Sind i Evig Foranderlighed,
bringer [selv] den Sandeste Visdom til ende."

Jævnfører man 1591-udgaven af ordbogen Setsuyō-shū, "Håndbog til læsning af kinesiske skrifttegn", ses det, at 'fuke-sō' og 'komo-sō' da var blevet synonyme - for én og samme figur og praksis.

Zen buddhismen opnåede i kraft af sit konsekvent adualistiske livssyn udbredt tilslutning blandt krigerklassens medlemmer, samuraierne. Zen munken kunne vejlede en kriger, som stod ansigt til ansigt med sin muligt forestående tilintetgørelse, ud i at "skære sig fri af den illusoriske modsætning mellem liv og død".

Denne eksistentielle problemstilling var i særdeleshed aktuel under 1500-tallets vedvarende krige mellem evindeligt stridende lensherrer. Først da hærføreren Toyotomi Hideyori i 1615 måtte overgive sig, og borgen i Ōsaka faldt til Tokugawa Ieyasu, blev freden genoprettet.

En nok så fredstruende følge heraf var imidlertid det enorme antal af nu herreløse samuraier, kaldet 'rōnin', eller "bølgemænd", som ingen steder mere havde at tage hen.
Ad skæbnens uransagelige veje valgte en del af disse at slå pjalterne sammen med aktive grupper af omvandrende 'komosō' tiggermunke, med hvem de i alt fald kunne dele ét og samme fælles spirituelle forbillede: Fuke Zenji.

Tokugawa-regeringen accepterede imidlertid ikke tilstedeværelsen af sådanne vanskeligt kontrollérbare, suspekte broderskaber. Især frygten for forræderiske kristne 'rōnin' (katolske patere havde missioneret i Japan siden midten af 1500-tallet) resulterede snart i udstedelsen af strenge dekreter om skærpet befolkningskontrol i generel forstand - og skånselsløse udrensninger blandt de omvendte, som i titusindevis kompromisløst stod fast ved deres nye, omend så fremmede tro.


Kristne japanere tortureres og henrettes
Kristne japanere tortureres og henrettes, tidl. 1600-tal
De hidtil kun løst organiserede 'rōnin-komosō' erkendte, at de måtte bekende kulør - i form af en program-
erklæring, som kunne legitimere deres virksomhed - deres hele eksistensberettigelse og livsgrundlag.

Det ældst kendte dokument af denne art er dateret d. 26. marts 1628 og har titlen 'Kaidō honsoku', "Grundregler for Landsdækkende Pilgrimsfærd".


Skrifttegnene 'Kaidô Honsoku'
Skrifttegnene 'Kaidō Honsoku'
Kaidō Honsoku dokumentet repræsenterer det første spæde skridt imod dannelsen af en egentlig Fuke Shakuhachi sekt i Japan. Gennem et snedigt forfalsket regeringsdokument (dateret 1614) og opdigtede genealogier begyndende med Fuke Zenji selv lykkedes det endelig - imod slutningen af 1600-tallet - for to af bevægelsens tilholdssteder i hovedstaden Edo at opnå en vis form for - omend delvis - officiel anerkendelse som 'Fuke-shū hon-zan': "Fuke Sekt hovedtempler".

Herreløse samuraier fik dermed også monopol på at spille shakuhachi - dels i forbindelse med buddhistisk inspireret tiggervirksomhed: 'takuhatsu angya', dels som 'hō-ki': "Dharma instrument", eller: "erkendelsesredskab".
Til gengæld for de tildelte privilegier antages det, at shakuhachi-munkene skulle agere som spioner for regeringen, hvortil deres karakteristiske store kurvehatte med tiden kom til at give dem en høj grad af anonymitet.


Komusô tiggermmunk, 1791
Fuke Shakuhachi komusō på tiggerfærd
Træsnit af Takehara Shinkei, 1791
Nationalmuseets Etnografiske Samling
Fuke-munkene havde da i mellemtiden skiftet navn fra 'komo-sō', "Måttemunke", til 'komu-sō', "Munke af det Non-duale & Substansløse".
De begyndte med tiden at bære emblemer af træ med påskriften 'fu-shō, fu-metsu': "Ikke blevet til, ej gået bort".


Miyogiri shakuhachi, ca. 1650
Miyogiri shakuhachi, ca. 1650
Deres fløjter, som igennem det meste af 1600-tallet var tilvirkede med kun tre knæ på bambusrøret, de såkaldte 'miyo-giri', blev kort før år 1700 udskiftet med en kraftigere type - skåret helt nede ved bambusroden - med nu op til hele
syv knæ.
Som sådan betragtet: Et yderst effektivt våben i sig selv - det er ganske vist! ?


Myôan Taizan-ha shakuhachi
Myōan Taizan-ha shakuhachi
Lavet af Ozawa Seizan, 1970'erne
Med disse, dog kun tilsyneladende primitive, bambusfløjter - individuelt tilvirkede af bambusrør af arten 'phyllostachys bambusoides' (jap. 'ma-dake') - skabtes gennem de følgende to århundreder et rigt repertoire af unike solofløjtestykker, som kaldes 'hon-kyoku': "oprindelige musikstykker", eller 'honnin no kyoku': "det oprindelige menneskesinds musik".

Formålet med praksis er 'ichi-on jō-butsu': at "erkende sin egen iboende Buddha-natur - i den ene lyd eller tone".

Forudsætningen herfor er etableringen af den mentale tilstand kaldet 'mu-shin': "ingen-bevidsthed" - 'mu-nen': "ingen-tanke".

'Mu-ku-teki suizen': "Asketisk, adualistisk praksis - mental træning, med en fløjte uden huller" ...


Mu-ku-teki suizen
Mu-ku-teki sui-zen
Denne tankegang har sit oprindelige udspring i den nu mindst tre årtusinder gamle indiske Advaita Vedanta filosofi, ifølge hvilken der hinsides (men også samtidigt med) dagligdagens "relative" virkelighed, som kendetegnes som værende "dual", og illusorisk, eksisterer en "absolut" - en "ultimativ" - virkelighedssfære, som erkendes som "ikke-dual", og som kun kan opleves og erkendes ad praktisk og intuitiv vej - hinsides intellektet, alle sproglige begreber - og det menneskelige ego.


Indgangen til Myōan Templet i Kyōto
Indgangen til Myōan Templet i det Sø Kyōto
- ét af Tōfuku-ji's mindre undertempler

Tekst, oversættelser og enkelte fotos af Torsten Olafsson © 2008-2015

'Mu-ku-teki suizen' kalligrafien er en afskedsgave til forfatteren
fra dennes Myōan Shakuhachi lærer Ozawa Seizan, 1978.
Efter signaturen at dømme sandsynligvis udført af Higuchi Myōan Taizan,
1856-1914, grundlæggeren af Myōan Taizan-ha traditionen.


› Forsiden  >